Artikel fra Fyens
Stiftstidende - 26/12-2006

"Rigeligt med mad til
alle"
Marlene og
Kent
Dahl vil drive
forsamlingshuset i samme populære ånd og på samme
måde som hidtil
Rønninge: Da Mette Hansen
i efteråret opsagde sin stilling som vært i Rønninge
Forsamlingshus, var det med stor beklagelse bestyrelsen
måtte tage mod hendes opsigelse.
Gennem de år hun har drevet huset er der nemlig sket en
stor udvikling, således at forsamlingshuset i dag
fremstår som et yderst populært sted at holde sin fest.
Derfor er ordrebogen da også godt tilskrevet, når
Marlene og Kent
Dahl tager over den 1.
januar 2007.
- Vi forventer os selvsagt meget af vort nye værtspar og
er helt trygge ved at lade dem overtage
forsamlingshusets ordrebog, siger formand for
bestyrelsen Jens Andersen, samtidig med han benytter
lejligheden til at byde Marlene og
Kent Dahl velkommen
til Rønninge.
Godt nok er Kent
Dahl autodidakt inden for
kokkefaget, men han har gennem mange år gået under
tilnavnet "Den smilende Kok". Derfor er det også ganske
naturligt, det bliver ham, der først og fremmest får
tjansen i køkkenet, når der skal laves mad i huset.
-Vi har aftalt det sådan, at jeg tager køkkentjansen og
Marlene tager sig af serveringen og udlejningen af
huset, siger Kent
Dahl.
Helt ukendt med branchen er parret absolut heller ikke,
idet begge har været inden for restaurationsbranchen
gennem flere år. Således har Kent
Dahl gået til hånde på Kro
Gården på Fanø i et års tid både i køkkenet og selve
restauranten.
-Vi havde da også længe talt om, at vi godt kunne tænke
os at prøve kræfter med faget selv og det helst i et
forsamlingshus. Derfor var der heller ikke langt fra ord
til handling, da Rønninge Forsamlingshus søgte ny vært,
siger Marlene og Kent
Dahl samstemmende.
Udover at undersøge muligheden for at lave mad ud af
huset som et supplement til den normale drift, skal man
ikke forvente den helt store revolution i
forsamlingshuset.
- Vi vil satse på at køre huset i helt samme ånd og på
samme måde som den tidligere vært havde så stor succes
med, siger husets nye værtspar.
Kent
Dahl er i øvrigt kendt for at lave god gammeldags
dansk mad, hvor der er rigeligt til alle. Dette vil da
også komme til at fremgå af det menukort, som i
øjeblikket er i trykken og som potentielle kunder kan
bestille ved at kontakte forsamlingshuset.
Selve overtagelsen fejres ved en reception i huset
søndag den 14. januar om eftermiddagen. (Sv.O.)